Jeg har altid været imod sidestillingen af bestemte livssituationer i livet der kan være udslagsgivende for udviklingen af de her selvdestruktive handle- og mestringsstrategier. Når nogen får kendskab til min historie – forventer de ofte at jeg har været udsat for voldsomme oplevelser eller ekstreme omsorgssvigt. Det har jeg måske – måske ikke….men det er mere end det, der udgør det. Jeg er overbevist om at det i langt højere grad handler om hvilke redskaber man møder oplevelserne gennem livet med…

Min pointe med dette indlæg, mit ærinde – er dog et andet. For en gangs skyld vil jeg nemlig dykke lige præcis ned et sted – hvor der uden tvivl, uden tøven – ligger en ultimativ og overskyggende ting, som går igen. Og som fylder i alle fire foredragsholderes liv – det lave selvværd.

Er det virkelig det? Eller lad mig spørge omvendt – tror I det er muligt at have en spiseforstyrrelse eller begynde et selvdestruktivt mønster, hvis man har et højt selvværd? Er det virkelig selvværdet der går igen alle steder?

Og hvis det er, hvorfor er det så aldrig det der forsøges helbredt? Hvorfor er det aldrig det lægerne, psykologerne, psykiaterne eller omsorgspersonerne forsøger at reparere?

Og hvad er lavt selvværd for en størrelse?

Men hvad gør man hvis man har lært sig selv gennem mange år, at ignorere enhver stemme fra kroppen, deevaluere kropslige råb om hjælp og en dag nærmest fuldstændig at have glemt evnen og egenskaben af, at lade sin krop være en betydningsfuld del af en? Hvordan er det både fysisk og psykisk muligt at fjerne det link, det bånd, der er imellem disse to?

Jeg tror alle med en spiseforstyrrelse eller lignende kender til dette, og jeg tror egentlig iøvrigt at rigtig mange mennesker, som ikke ligger inde med eller har haft en diagnose ligeså. Det er underligt man som menneske mentalt kan rykke sine grænser på sådan en måde.

Jeg er lige nu selv i en situation, hvor netop denne erkendelse står tydeligt og bøjet i neon for mig. Og jeg står selv lige nu overfor dte at skulle (gen)indlære at lytte til min krop. Men hvor er manualen? Hvor er ‘Sådan lytter du til din krop’ instruktionsbogen, opskriften og vejledningen i hvordan jeg finder ud af hvad præcist der skal til?

Jeg ved at mine nærmeste gør en forskel – særligt et enkelt betydningsfuldt menneske, som for mig er nok den bedste ven jeg nogensinde har haft og som på mange punkter har formået noget som mine forældre aldrig har – At turdet give mig et spark i røven, sætte tingene på spidsen for mig og turdet provokere de overbevisninger jeg har levet med siden jeg var barn. Det er fantastisk at møde et menneske, som virkelig kan formå at, som jeg kalder det, realitetskorrigere en, og samtidig skabe trygge rammer for at jeg tør lære noget nyt og tør endevende og se mine perspektiver på min egen krop udefra – og handle med omsorg og langsomt, måske med små babyskridt, bevæge mig i retningen af at lære at lytte til min egen krop.

Jeg havde aldrig troet jeg nogensinde ville komme til at se min krop i nyt lys – men jeg har idag formået, i øjeblikke at se den gennem denne persons øjne. Hvilket har været helende, både psykisk og fysisk.  Måske er dette menneske den manual jeg har manglet i mit liv. Jeg ved dog jeg selv tager skridtene – men jeg har bestemt haft brug for at blive presset.

Men hvordan kan vi ellers lære det? Hvilke erfaringer har I gjort jer?

 Lytter I til jeres krop, og er i bevidste om hvornår i måske ikke gør det?

Jeg skriver dette indlæg fordi der på min Facebook denne weekend vælter ind med status opdateringer facebook-venner der skirver om og uploader billeder  fra body-building, og fitness eventet i Ringsted den forbigående weekend. Jeg er nødt til at være helt ærlig og det første jeg tænker er at det ser så abnormt ud at jeg ikke engang synes det er synderligt pænt. Jeg synes menneskekroppen er virkelig smuk og musklernes æstetik uomtvistelig - men med ædrat måde. Jeg synes det er smukt at skulpturere sin krop til indre og ydre styrke – hurtighed og elegant bevægelighed, men bodybuilding…Det bliver for voldsomt for mig tror jeg, for ekstremt. Det andet er at det vel i virkeligheden, svarer til den kvindelige skønhedskonkurrence, med hver deres respektive skønhedsidealer. Og det tredje….Hvorfor udsætter de deres kroppe for den behandling. Ved fra bekendte at månederne op til ligner en anorektisk kostplan og at dagene inden, uden nogen former for væske, ligger i et grænseland på dehydrering og farerne ved denne procedure. Og jeg ved at måske år inden ligger der måske nøje tilrettelagte ‘kure’, som de kaldes indenfor de kredse, med diverse ulovlige stoffer, for at producere, skulpturere og skabe den ‘perfekte krop’.

Men hvad er det for idealer vi har? Er det det vi vil have? Og svarer netop dette ikke også til en spiseforstyrrelse, hvor maden bruges som våben, frem for middel til at leve?

Er det bare mig der begynder at blive gammel og rigid og snerpet i min verdensopfattelse? Jeg bedømmer ikke nogen eller deres valg af livsførelse, og jeg synes menneskers passion og lidenskab og mål er smukke og attraktive sider ved vores eksistens, men jeg kan undre mig over bevidste valg, der bestemt ikke fremmer sundheden. Bør jeg i virkeligheden bare affinde mig med at vi lever i ekstremernes tidsalder?

Hvad tænker I?

Jeg tror egentlig på det. Men det er ikke altid det føles, som det virkelig er det værd at afprøve dette? Somme tider kan jeg opleve verden som forhindring på forhindring, som at der efter enhver overvindelse – idet sekund jeg får rejst mig efter at være hoppet det sidste stykke ned fra en kæmpe barriere jeg slet ikke troede jeg ville kunne klatre over. Jeg sætter hænderne på de let bøjede ben, vender mig om i en halvt forpustet udånding, men også lettelse af at en indtil nu oplevet fuldstændig uoverkommelig forhindring nu er lagt bag mig – og så…der foran mig…er det eneste jeg får øje på og slet ike kan undlade at bemærke – blot en ny forhindring. Måske en smule anderledes i formen, udtrykket, størrelsen og jeg kan måske allerede nu se løsninger eller måske at de værktøjer jeg har i min rygsæk nu, ikke ser ud til at indeholde netop det redskab, jeg vil skulle bruge for den næse opgave.

Og så kan det hele føles lidt uoverskueligt, ufremkommeligt og u- alt muligt andet.

Jeg ved at I kender den følelse og jeg ved også at vi altid kommer videre. Mest at alt ved jeg at det er det hele værd at knokle videre, trods den følelse af opgivenhed der kan strømme ind over en. Men jeg ved også at idet øjeblik vi ser den nye forhindring…så føles det ikke som om det nogensinde bliver bedre.

Hvad tænker I der´? Hvad gør at I holder fast? Hvad holder dig ved ilden?

Jeg tror ikke engang jeg kan beskrive den rigtig med ord, idet ethvert ville være mangelfuldt ifht. det der går gennem mit hoved når jeg ser den. På den ene side er den virkelig tragisk og forfærdelig – men midt i dette og så virkelig smukt. En dreng der tør åbne sig op, (med ord i skrift) om hvordan han synes livet til tider er svært. Og den sætter tanker igang ifht. hvad det er vi kan gøre ved andre mennesker. Det, der for børn og unge kan synes som leg og sjov og ‘stand up’ kan få andres verden til at skælve og få dem ned på knæ.

Vi har alle vores at kæmpe med. Og alt er relativt og subjektivt oplevet. Det der for mig synes uoverskueligt, efterlades du måske uberørt af. Og de ord der sårer dig, ser jeg måske som ingenting. Vi har alle vore akilleshæle – ord og vendinger, adfærd som rammer os mere end andre. Det er det der gør menneskeligt kompliceret, skrøbeligt og smukt. At verden er hvordan vi ser den, oplever den og mærker den.

Men én ting er sikkert – Vi har et ansvar overfor dem omkring os.

‘For at være noget for andre må man først være noget for sig selv’ – Jeg ser det ikke som den der, for at kunne elske nogen skal man elske sig selv – for den ved jeg ærligt talt ikke om jeg overhovedet er tilhænger af – Jeg tror sagtens man kan elske andre uden at elske sig selv – men gennem det at elske andre, kan man mærke kærlighed og alene det at tillade at mærke kærlighed er en form for selv accept – ellers tror jeg man ville afvise det. Så alene evnen til at elske er ensbetydende med at man godt kan lukke noget og nogen ind – og det er en form for selv omsorg… Men ja, for at være noget for dem jeg holder af, er jeg nødt til at være noget for mig selv. For at kunne være mor, er man eks. nødt til at passe på sig selv – så man rent fysisk overhovedet kan være der for dem. Og jeg tror på at det er ligesom når man sidder i et fly og får forklaret sikkerhedsreglerne. hvis det uforsætlige skulle ske og iltmaskerne falder ned fra loftet i kabinen – så hjælper det ikke at man først vil hjælpe alle andre med at få deres på – for det vil man slet ikke være i stand til. Men man kan gøre det hvis man først får sat sin egen på.

Og hvis man vil lære sine børn at spise – så skal man selv spise først. Hvis vi skal redde verden, må vi redde os selv først  - så vi kan gå derud og vinde freden. Jeg tror det er vigtigt at formå at mærke efter og huske at vi er nødt til at være det vigtigste i vores eget liv – ikke på en egoistisk måde – eller jo måske egentligt, men det er positivt ment.

‘At fjerne begrebet fortrydelse’. Det er jeg fuldstændig enig i. At fortryde skaber ikke udvikling – det skaber ikke nye perspektiver eller kaster nyt lys over hverken fortiden, nutiden eller fremtiden. Hvis vi fortryder vores ´handlinger og valg i livet – så kan vi ikke lære af det. At fortryde er lidt et smertefobisk forsøg på at fjerne den klump i maven der opstår når vi husker tilbage på en fejl. Istedet bør man vel komme videre – lære af det og tage den erfaring med i livets rygsæk. Desuden – Vi er alle mennesker – og uanset ophav, moral og standhaftighed – så laver vi alle sammen fejl – og vi er aldrig færdige med at lave fejl – vi vil fortsætte med det indtil vi ikke er her længere – at fejle er en menneskelig betingelse. Men det er også det vi lærer af og forandrer os af. og karakteren af vores fejl kan ændre sig – i takt med selvindsigt og at vi accepterer at vi ikke er robotter eller guder – og ikke kan eller skal være perfekte – men at vi er mennesker med alt hvad det indebærer af både godt og ondt.

‘Det eneste vi virkelig ved er, at vi alle skal dø. Men hvis jeg er bange for at dø imorgen, så glemmer jeg at leve idag’… Hm…barskt på nogen måder – men en uigenkendelig sandhed. Der er så mange uvisse og utrygge ting ved livet og vi ved aldrig helt hvad imorgen eller næste år bringer – og vi kan heller ikke rigtig forberede os på enhver omstændighed. Men vi kan nyde idag. Det eneste vi ved er at vi på et tidspunkt alle skal herfra. Nogen tror det er forudbestemt af skæbnen, nogen tror der sidder nogle gamle kvinder et sted og strikker vores historie, andre tror det er rent tilfældigt. Nogen mennesker er så uheldige at de allerede har fået en status på at der måske allerede nu er ting de skal indstille sig på ikke at nå i livet. Men vi skal alle herfra. Og det er på én gang både skræmmende og hudløst ærligt. Men… vi bestemmer selv om vi vil frygte det og om denne frygt skal stoppe os i at leve – og vi bestemmer selv om vi skal nyde idag – og om vi skal glæde os til imorgen – og håbe på at hvis idag er en skidt dag – så varer den kun 24 time r- og så starter en ny og formentlig bedre dag imorgen.

Er det her volapyk’ske klicheér – eller er det mon sådan det er???

Og trods jeg ved at de som kommer til et sådan foredrag, de har det svært, eller er tæt på og kan betragte nogen der har det svært. Og alene det bevidste valg af at møde op til et sådan foredrag – kan kræve uanede mængder af kræfter og energi – og mest af alt mod. Jeg tror på mange måder at det kræver et enormt mandsmod og en styrke – at turde interessere sig, af den ene eller anden grund for de her svære emner. Der er altid en særlig stemning – ikke nødvendigvis trykket, men folk nikker lidt anerkendende til hinanden, kigger ikke rigtig hinanden i øjnene, og er der af deres egne personlige grunde, og er fuldt bevidste om at det er de andre også.

Jeg er altid nervøs før et foredrag – altid nervøs for om jeg vil gøre det godt nok – om jeg vil gå i stå, om jeg vil opfattes som kedelig – at jeg virker for nervøs og usammenhængende – og om jeg nu husker det hele. Ingen ved om jeg husker det hele – for det er min historie – og der er ingen dagsorden og ingen der kan rette mig – for det er min virkelighed og ingen vil lægge mærke til om jeg springer noget over eller om jeg glemmer nogle af mine punkter på mine papirer (som er min støtte og uundværlige når jeg skal holde foredrag). Men det betyder noget for mig. Og jeg ser det ikke som en dårlig ting at være nervøs – tværtimod, idet den ikke hæmmer mig i sådan en grad at jeg går helt i sort eller starter og slutter hver en sætning med ‘øhh’ – så ser jeg det som en drivkraft. For mig betyder min nervøsitet at jeg er menneskelig – og at jeg fortsat kæmper for at gøre en forskel, og at det at holde foredrag betyder noget særligt for mig. Og jeg bliver hver gang altid glad efter et foredrag – det føles livsbekræftende og føles som en rus. At give noget videre – er vel nok den største gave.

Men det er ikke grunden til dette indlæg -Årsagen er - Et cadeau til alle jer derude – som trodser isolationen, den mulige skam, genertheden, frygten for at være til besvær, frygten for at erkende og anerkende og finder modet til at komme og lytte. Jeg er enormt stolt af de mennesker der vælger at se deres frygt i øjnene, der vælger at vise at de tør snakke om de ‘svære’ ting – og at de tør møde op!  I skal være stolte af jer selv og huske at give jer selv et skulderklap  – det er et kæmpe skridt. Da jeg selv var syg, tror jeg faktisk ikke jeg ville have turdet…

Er der nogen af jer, der ved, hvad der gjorde at I netop kom til foredraget – eller tidligere har været til et foredrag?

I virkeligheden er det kærlighed – og på mange måder er det det der får verden til at dreje rundt – evnen til at elske – at holde af – at værne om og have et betydningsfuldt forhold til et andet menneske – det værende en ven eller partner.

Men…kan vores manglende evne til at passe på og selv selv ses som en understrøm, noget udefinerbart, der gennemstrømmer selv vore relationer? Vælger vi ubevidst de mennesker der måske principielt ikke er gode for os? Gør vi det for at reparere tidligere konfliktuelle forhold – eller et det bare et underliggende træk, der forårsager at vi måske, med eller uden omhu, falder for og ender med at lukke de mennesker ind i vore liv, som måske slet ikke er gode for os?

Er selv vores ubevidste udvælgelse af hvem vi lukker ind i vore liv – hvem vi giver os hen til – endnu et ubevidst selvskadende træk? Vælger vi de ‘forkerte’ fordi det er det vi er vant til eller gør vi det måske for at reparere noget i os selv? Eller er det den simple kliche – Modsætninger mødes? Og i så fald så er det måske muligt at udveksle erfaringer, viden og træk og lære fra hinanden.

Egentlig tror jeg selv på at det godt kan lykkedes – jeg tror på at modsætninger mødes og at man i hengivelse kan lære meget af hinanden. Jeg tror også at man drages af sin modsætning fordi denne ofte har karaktertræk, som man ville ønske man selv havde. Man fashineres af de egenskaber man savner hos sig selv. Jeg tror dog også det kræver meget arbejde  – særligt hvis man ikke skal miste sig selv i det -og særligt hvis den anden eller en selv ikke er bevidst om det. Men der må være noget der går igen..Der må være en særlig grund til at vi ender med at lukke de mennesker ind i vore liv som vi gør – og trods min måske midlertidige kynisme – så tror jeg ikke det er tilfældigt – og jeg tror ikke det udelukkende er at valg af de forkerte på baggrund af et ønske om at være hårde ved os selv…det kan simpelthen ikke være muligt. Heller ikke selvom det måske kan føles sådan – og umuligt at forstå hvorfor vi måske gang på gang ‘udsætter’ os selv for lignende relationer, hvor vi bliver såret.

Hvad definerer jeres relationer? Er der nogle ting der går igen? Én ting er jo sikkert at der går igen. Der er én ting som alle dine relationer har tilfælles – dig!

Jeg har også behov for noget grov substans i mit liv – og endnu mere struktur og måske endda kontrol – men det er hovedsageligt fra et følelsesmæssigt perspektiv. Måske vil vi kunne blive gladere og lykkeligere hvis vi mere målrettet får defineret hvad succes er for os selv – og ikke hvad det måske er i generel samfundsmæssig optik – eller hvad det er ifht. eks. vores forældre eller dem vi omgås. Succes er mange ting – det kan være et delmål, det kan være at komme op til tiden om morgenen eller formå at løbe 3 km, en dag hvor man slet ikke har lyst til nogen form for træning. Succes kan være at få en ven eller veninde til at smile, blot et splitsekund, når de synes at være konstant på grådens rand. Det kan være et kys fra et barn, et impulsivt kram fra en der ikke umiddelbart kender en, men som kan se at man har brug for det. Succes kan være at få en god karakter, at lave en vellykket suppe eller alene det at få sat ord på de svære følelser.

Hvad er succes for jer?

Jeg faldt over Ralph Waldo Emerson, en amerikansk forfatter som beskriver succes på en helt fantastisk måde. Der mangler dog et punkt i min optik. Det er; At turde elske et andet menneske med hele sjælen, selvom det skaber den ultimative frygt indeni og risiko for at ens hjerte bliver knust. At turde give sig selv hen. 

Prøv at læs hans ord højt – det gjorde en forskel for mig idag, og føltes som en lille succes for mig:

Success

To laugh often and much; to win the respect of intelligent people and the affection of children; to earn the appreciation of honest critics and endure the betrayal of false friends; to leave the world a bit better, whether by a healthy child, a garden patch or a redeemed social condition; to know even one life has breathed easier because you have lived. This is to have succeeded.

Ralph Waldo Emerson