Selvskade

Jeg fandt den her video på Youtube.

Jeg tror ikke engang jeg kan beskrive den rigtig med ord, idet ethvert ville være mangelfuldt ifht. det der går gennem mit hoved når jeg ser den. På den ene side er den virkelig tragisk og forfærdelig – men midt i dette og så virkelig smukt. En dreng der tør åbne sig op, (med ord i skrift) om hvordan han synes livet til tider er svært. Og den sætter tanker igang ifht. hvad det er vi kan gøre ved andre mennesker. Det, der for børn og unge kan synes som leg og sjov og ‘stand up’ kan få andres verden til at skælve og få dem ned på knæ.

Vi har alle vores at kæmpe med. Og alt er relativt og subjektivt oplevet. Det der for mig synes uoverskueligt, efterlades du måske uberørt af. Og de ord der sårer dig, ser jeg måske som ingenting. Vi har alle vore akilleshæle – ord og vendinger, adfærd som rammer os mere end andre. Det er det der gør menneskeligt kompliceret, skrøbeligt og smukt. At verden er hvordan vi ser den, oplever den og mærker den.

Men én ting er sikkert – Vi har et ansvar overfor dem omkring os.

I sidste uge var jeg selv til et foredrag med et menneske som havde en sådan motivationskraft og karisma at jeg egentlig skiftede under den 1 ½ time med enten at sidde med en grådkvalt klump i halsen eller at være ved at gå itu af at grine så meget. Noget af det mest esstentielle ved det foredrag, som i bund og grund handlede om det at være menneske, vil jeg gerne dele med jer. Der er nok intet af det der forekommer at være nyt – men nogen gange er der velsagtens en grund til at klicheér netop bliver til klicheér – De bliver til det fordi der er noget grundlæggende og fundamentalt korrekt som bare taler til os og egentlig – slår hovedet på sømmet. Der var særligt tre gode pointer (lidt som et kinderæg

‘For at være noget for andre må man først være noget for sig selv’ – Jeg ser det ikke som den der, for at kunne elske nogen skal man elske sig selv – for den ved jeg ærligt talt ikke om jeg overhovedet er tilhænger af – Jeg tror sagtens man kan elske andre uden at elske sig selv – men gennem det at elske andre, kan man mærke kærlighed og alene det at tillade at mærke kærlighed er en form for selv accept – ellers tror jeg man ville afvise det. Så alene evnen til at elske er ensbetydende med at man godt kan lukke noget og nogen ind – og det er en form for selv omsorg… Men ja, for at være noget for dem jeg holder af, er jeg nødt til at være noget for mig selv. For at kunne være mor, er man eks. nødt til at passe på sig selv – så man rent fysisk overhovedet kan være der for dem. Og jeg tror på at det er ligesom når man sidder i et fly og får forklaret sikkerhedsreglerne. hvis det uforsætlige skulle ske og iltmaskerne falder ned fra loftet i kabinen – så hjælper det ikke at man først vil hjælpe alle andre med at få deres på – for det vil man slet ikke være i stand til. Men man kan gøre det hvis man først får sat sin egen på.

Og hvis man vil lære sine børn at spise – så skal man selv spise først. Hvis vi skal redde verden, må vi redde os selv først  - så vi kan gå derud og vinde freden. Jeg tror det er vigtigt at formå at mærke efter og huske at vi er nødt til at være det vigtigste i vores eget liv – ikke på en egoistisk måde – eller jo måske egentligt, men det er positivt ment.

‘At fjerne begrebet fortrydelse’. Det er jeg fuldstændig enig i. At fortryde skaber ikke udvikling – det skaber ikke nye perspektiver eller kaster nyt lys over hverken fortiden, nutiden eller fremtiden. Hvis vi fortryder vores ´handlinger og valg i livet – så kan vi ikke lære af det. At fortryde er lidt et smertefobisk forsøg på at fjerne den klump i maven der opstår når vi husker tilbage på en fejl. Istedet bør man vel komme videre – lære af det og tage den erfaring med i livets rygsæk. Desuden – Vi er alle mennesker – og uanset ophav, moral og standhaftighed – så laver vi alle sammen fejl – og vi er aldrig færdige med at lave fejl – vi vil fortsætte med det indtil vi ikke er her længere – at fejle er en menneskelig betingelse. Men det er også det vi lærer af og forandrer os af. og karakteren af vores fejl kan ændre sig – i takt med selvindsigt og at vi accepterer at vi ikke er robotter eller guder – og ikke kan eller skal være perfekte – men at vi er mennesker med alt hvad det indebærer af både godt og ondt.

‘Det eneste vi virkelig ved er, at vi alle skal dø. Men hvis jeg er bange for at dø imorgen, så glemmer jeg at leve idag’… Hm…barskt på nogen måder – men en uigenkendelig sandhed. Der er så mange uvisse og utrygge ting ved livet og vi ved aldrig helt hvad imorgen eller næste år bringer – og vi kan heller ikke rigtig forberede os på enhver omstændighed. Men vi kan nyde idag. Det eneste vi ved er at vi på et tidspunkt alle skal herfra. Nogen tror det er forudbestemt af skæbnen, nogen tror der sidder nogle gamle kvinder et sted og strikker vores historie, andre tror det er rent tilfældigt. Nogen mennesker er så uheldige at de allerede har fået en status på at der måske allerede nu er ting de skal indstille sig på ikke at nå i livet. Men vi skal alle herfra. Og det er på én gang både skræmmende og hudløst ærligt. Men… vi bestemmer selv om vi vil frygte det og om denne frygt skal stoppe os i at leve – og vi bestemmer selv om vi skal nyde idag – og om vi skal glæde os til imorgen – og håbe på at hvis idag er en skidt dag – så varer den kun 24 time r- og så starter en ny og formentlig bedre dag imorgen.

Er det her volapyk’ske klicheér – eller er det mon sådan det er???

I sidste uge var jeg inde i LMS’ lokaler og holde et foredrag, med tre andre, foredraget med personlige beretninger om spiseforstyrrelse og selvskade. Jeg havde haft nogle dårlige dage inden, og ikke mindst fået nogle nyheder den dag, som jeg helst ville have været foruden. Jeg tror måske jeg godt ville kunne kalde det at jeg ikke er en særlig god periode – men det som værende en naturlig del af det at leve livet – og mærke det tæt på, helt indeni – på godt og ondt. Havde nogle uger gået og følt jeg bare ventede på at stormen skulle stilne af – at jeg ikke rigtig levede, men alene bare forsøgte at trække vejret.

Og trods jeg ved at de som kommer til et sådan foredrag, de har det svært, eller er tæt på og kan betragte nogen der har det svært. Og alene det bevidste valg af at møde op til et sådan foredrag – kan kræve uanede mængder af kræfter og energi – og mest af alt mod. Jeg tror på mange måder at det kræver et enormt mandsmod og en styrke – at turde interessere sig, af den ene eller anden grund for de her svære emner. Der er altid en særlig stemning – ikke nødvendigvis trykket, men folk nikker lidt anerkendende til hinanden, kigger ikke rigtig hinanden i øjnene, og er der af deres egne personlige grunde, og er fuldt bevidste om at det er de andre også.

Jeg er altid nervøs før et foredrag – altid nervøs for om jeg vil gøre det godt nok – om jeg vil gå i stå, om jeg vil opfattes som kedelig – at jeg virker for nervøs og usammenhængende – og om jeg nu husker det hele. Ingen ved om jeg husker det hele – for det er min historie – og der er ingen dagsorden og ingen der kan rette mig – for det er min virkelighed og ingen vil lægge mærke til om jeg springer noget over eller om jeg glemmer nogle af mine punkter på mine papirer (som er min støtte og uundværlige når jeg skal holde foredrag). Men det betyder noget for mig. Og jeg ser det ikke som en dårlig ting at være nervøs – tværtimod, idet den ikke hæmmer mig i sådan en grad at jeg går helt i sort eller starter og slutter hver en sætning med ‘øhh’ – så ser jeg det som en drivkraft. For mig betyder min nervøsitet at jeg er menneskelig – og at jeg fortsat kæmper for at gøre en forskel, og at det at holde foredrag betyder noget særligt for mig. Og jeg bliver hver gang altid glad efter et foredrag – det føles livsbekræftende og føles som en rus. At give noget videre – er vel nok den største gave.

Men det er ikke grunden til dette indlæg -Årsagen er - Et cadeau til alle jer derude – som trodser isolationen, den mulige skam, genertheden, frygten for at være til besvær, frygten for at erkende og anerkende og finder modet til at komme og lytte. Jeg er enormt stolt af de mennesker der vælger at se deres frygt i øjnene, der vælger at vise at de tør snakke om de ‘svære’ ting – og at de tør møde op!  I skal være stolte af jer selv og huske at give jer selv et skulderklap  – det er et kæmpe skridt. Da jeg selv var syg, tror jeg faktisk ikke jeg ville have turdet…

Er der nogen af jer, der ved, hvad der gjorde at I netop kom til foredraget – eller tidligere har været til et foredrag?

Vi har talt meget herinde om mange former for selvskadende handlinger – om ikke andet så ihvertfald også måder hvorpå vi ikke i tilstrækkelig grad forsøger at passe på os selv og værne om os selv. Jeg har tænkt meget over de konfliktuelle relationer mange af os beskriver – med vores forældre – og andre omkring os. Det at man som menneske kan påvirkes at det, at have svært ved at give sig hen til et andet menneske – at åbne sig op og bare tillade et andet menneske at komme ind.

I virkeligheden er det kærlighed – og på mange måder er det det der får verden til at dreje rundt – evnen til at elske – at holde af – at værne om og have et betydningsfuldt forhold til et andet menneske – det værende en ven eller partner.

Men…kan vores manglende evne til at passe på og selv selv ses som en understrøm, noget udefinerbart, der gennemstrømmer selv vore relationer? Vælger vi ubevidst de mennesker der måske principielt ikke er gode for os? Gør vi det for at reparere tidligere konfliktuelle forhold – eller et det bare et underliggende træk, der forårsager at vi måske, med eller uden omhu, falder for og ender med at lukke de mennesker ind i vore liv, som måske slet ikke er gode for os?

Er selv vores ubevidste udvælgelse af hvem vi lukker ind i vore liv – hvem vi giver os hen til – endnu et ubevidst selvskadende træk? Vælger vi de ‘forkerte’ fordi det er det vi er vant til eller gør vi det måske for at reparere noget i os selv? Eller er det den simple kliche – Modsætninger mødes? Og i så fald så er det måske muligt at udveksle erfaringer, viden og træk og lære fra hinanden.

Egentlig tror jeg selv på at det godt kan lykkedes – jeg tror på at modsætninger mødes og at man i hengivelse kan lære meget af hinanden. Jeg tror også at man drages af sin modsætning fordi denne ofte har karaktertræk, som man ville ønske man selv havde. Man fashineres af de egenskaber man savner hos sig selv. Jeg tror dog også det kræver meget arbejde  – særligt hvis man ikke skal miste sig selv i det -og særligt hvis den anden eller en selv ikke er bevidst om det. Men der må være noget der går igen..Der må være en særlig grund til at vi ender med at lukke de mennesker ind i vore liv som vi gør – og trods min måske midlertidige kynisme – så tror jeg ikke det er tilfældigt – og jeg tror ikke det udelukkende er at valg af de forkerte på baggrund af et ønske om at være hårde ved os selv…det kan simpelthen ikke være muligt. Heller ikke selvom det måske kan føles sådan – og umuligt at forstå hvorfor vi måske gang på gang ‘udsætter’ os selv for lignende relationer, hvor vi bliver såret.

Hvad definerer jeres relationer? Er der nogle ting der går igen? Én ting er jo sikkert at der går igen. Der er én ting som alle dine relationer har tilfælles – dig!

Vi har alle vores forskellige målestokke i forhold til at vurdere hvornår vi har succes i livet. Men hvad er det der definerer om vi har succes? Om vi har det godt og om vi har øjeblikke med gennemtrængende og pulserende lykkefølelse indeni? For nogen er det at have faste ydre rammer, at have struktur og noget materiel substans i livet? Jeg har selv svært ved at betragte succes som udelukkende materielt funderet – for jeg er selv modsat.

Jeg har også behov for noget grov substans i mit liv – og endnu mere struktur og måske endda kontrol – men det er hovedsageligt fra et følelsesmæssigt perspektiv. Måske vil vi kunne blive gladere og lykkeligere hvis vi mere målrettet får defineret hvad succes er for os selv – og ikke hvad det måske er i generel samfundsmæssig optik – eller hvad det er ifht. eks. vores forældre eller dem vi omgås. Succes er mange ting – det kan være et delmål, det kan være at komme op til tiden om morgenen eller formå at løbe 3 km, en dag hvor man slet ikke har lyst til nogen form for træning. Succes kan være at få en ven eller veninde til at smile, blot et splitsekund, når de synes at være konstant på grådens rand. Det kan være et kys fra et barn, et impulsivt kram fra en der ikke umiddelbart kender en, men som kan se at man har brug for det. Succes kan være at få en god karakter, at lave en vellykket suppe eller alene det at få sat ord på de svære følelser.

Hvad er succes for jer?

Jeg faldt over Ralph Waldo Emerson, en amerikansk forfatter som beskriver succes på en helt fantastisk måde. Der mangler dog et punkt i min optik. Det er; At turde elske et andet menneske med hele sjælen, selvom det skaber den ultimative frygt indeni og risiko for at ens hjerte bliver knust. At turde give sig selv hen. 

Prøv at læs hans ord højt – det gjorde en forskel for mig idag, og føltes som en lille succes for mig:

Success

To laugh often and much; to win the respect of intelligent people and the affection of children; to earn the appreciation of honest critics and endure the betrayal of false friends; to leave the world a bit better, whether by a healthy child, a garden patch or a redeemed social condition; to know even one life has breathed easier because you have lived. This is to have succeeded.

Ralph Waldo Emerson 

Vi har alle vore ømme punkter, områder som rammer os hårdere end andre – ord og kasser der gør mere ondt at blive defineret af eller at blive puttet i, end andre. Det er en del af den menneskelige betingelse…at vi har følelser og til tider er vores følelser istedet for blot at rumme dem.

Som et særligt sensitiv menneske har vi måske flere end andre – eller…måske rammes vi blot en grad dybere…måske vægter tingene tungere? Og måske skaber et lavt selvværd fundamentet for at de dårlige ting rammer dybere end for mange andre. Filtrene, der afskediger følelsen af ikke at være god nok, eliminerer knuden i maven der hvisker at kun de dårlige ting om dig er sande og finpudser refleksionsevnen til at, når alt kommer til at, at vurdere os selv som hele mennesker, med alt hvad det indebærer, virker tilsyneladende ikke ligeså godt her.

At være kvinde er, uden at iklæde mig røde strømper, gør ikke livet lettere som særligt sensitiv. Visse stereotyper tilhører kønnene og visse tillægsord lægges hurtigere op ad associationer til kvinder end til mænd. Og visse kasser er lettere at putte kvinder i, end det er med mænd. Jeg ved at andres mening ikke definerer mig – men jeg rammes stadig af hårde ord- og vil ikke selv sættes i en kasse jeg ikke hører til i.

Idag…når jeg ser tilbage på min barndom som drengepige, trods min sensitivitet, hvor jeg altid syntes det var langt lettere at tale med og lave sjov med drenge – så føler jeg alt for ofte i dag jeg betaler for det…. Jeg kan sidde i min hule, i min egen selverkendelse og vide at jeg er hævet over mænds tilsyneladende meget primitive opførsel overfor kvinder, for magt, for coolness…men når alt kommer til alt – rammes den lille pige indeni – hende som ofte er blevet såret og som fylder når livet vælter mig omkuld – men som gør alt i sin magt for at rejse sig og børste de tungt vejende ord af….Det var så mege t lettere dengang man var barn…

Min sensitivitet – trods dets smukke æstetik, varme og evne til betingelsesløs kærlighed – skaber også grobund for utallige tårer og en uigennemtrængelig følelse af at være så dimentralt anderledes at jeg ikke kan være andet end forkert.

Og her clasher – drengepigen med den sensitive, skrøbelige pige – og i dén fraktur, knækker filmen…Forklaring:

At være sensitiv betyder for mig også at være stille og tilbagetrukken (i andres øjne, måske snobbet, måske mystisk). Og som drengepige og en kvinde, der ikke ser sig selv som noget særligt, betyder det ingenting at sende en invitation til en mand om en kunstudstilling – eller at lave sjov i en samtale med en mand… Og uanset hvor meget jeg forsøger at gennemskue det på forhånd – gøre alt for ikke at virke som et kønnet individ…så ser jeg ikke at mænd måske lægger mere i det end det. Og alt for ofte har jeg været i en situation, hvor…jeg er blevet overrasket, skuffet og ramt af at almindelig venskab med et individ af det andet køn ikke er mulig. Og ikke mindst mænds interne italesættelser omkring kvinder og ikke mindst – om mig som kvinde.

Fordi jeg griner med en ven eller smiler eller forsøger med venlighed eller interesse i et andet menneske – for dets menneskelige værdier, en evne eller et synspunkt –  så betyder det ikke at der ligger mere  idet – og det betyder bestemt ikke at jeg kan sættes i en bås. Forudindtagelser om mig – rammer dybere end meget andet…

Og mænds…de, hvis  side jeg engang var på som barn, har skiftet side og er blevet fjenden…

Hvis det ikke prikker til det lave selvværd, følelsen af at være forkert og aldrig at kunne gøre det rigtige – så ved jeg ikke hvad der gør.

At blive defineret til at være en menneske, en kvinde, som slet ikke synes forenelig med ens eget liv, ens egen opfattelse – gør mere ondt end tusinde ondskabsfulde ord sagt direkte, ansigt til ansigt. Så ville jeg i det mindste have  muligheden for at forklare  –

Er  en overfladisk relation med en mand umulig når man er voksen, medmindre man er ’helle’ og har en kæreste eller mand? Er de nærmenneskelige relationer så skrøbelige at de ikke længere kan krydse kønnene, men skal leves separat? Og hvad kan det ikke gøre ved unges selvværd?

Jeg ved at Juletiden er svær for mange – det har den i mange år også været for mig. Jeg har altid elsket julen, særligt det at kunne føle sig som et barn igen og forundres med glæde og fryd over et kalenderlys, duften af nybagte brunkager eller det glitrende og glinsende juletræ der står rank og stolt i juledagene i alle hjemmene.

Men julen har også været svær – svær når man gør alt man kan for at undgå mad og spisesituationer, fordi disse netop tilskynder afvisning af enhver form for indtagelse eller et altoverskyggende og massivt ædeflip efterfulgt af opkastninger indtil tomheden indeni igen melder sig.

Men har jeg skåret mere i mig selv? Nej, det vil jeg ikke mene. Ikke ifht. alle andre måneder og episoder i løbet af året.

Har I skåret mere – eller føler i større trang til at skade jer selv i julen? Måske er det ensomheden der tvinger fjenden – de rødklædte soldater piplende frem? Måske er det kampen for ikke at spise eller for ikke at spise for meget der gør at det føles mere meningsgivende at klippe og klistre i os selv, end i silkepapir og karton?

Hvad mener I?

I Tim Burtons udgave af Alice in Wonderland – går der en historie på, at livet handler om drømme, ønsker og mål. Og hvor vigtigt det er at tænke udenfor rammerne – og at tro på at man kan få det man ønsker. De taler om at, med fantasien – at tænke på mindst 6 umulige ting – inden morgenmaden.

“Alice laughed: “There’s no use trying,” she said; “one can’t believe impossible things.”
“I daresay you haven’t had much practice,” said the Queen. “When I was younger, I always did it for half an hour a day. Why, sometimes I’ve believed as many as six impossible things before breakfast.”

Det synes jeg er fantastisk – og ligesom Alice har svært ved at finde ud af hvem hun er – så kender jeg også til den følelse. Derfor har jeg fundet mine 6 umulige ting jeg lige kan nå at tænke over inden morgenmaden idag. Hvad er dine?

1. There’s a Potion that can make you shrink – But I don’t need it anymore.
2. One cake can’t make me grow – it’s only in my head.
3. I can let people in and talk about how I feel. and…Animals can talk. and my body does too – I just have to start listening to it.
4. It won’t help to dissapear. Only cats need it!
5. Theres a place called Wonderland. In my world it’s called life
6. I can slay the Jaberwockey – and my low self-esteem.

Believing is half the work.