Selvskade

Anne-Mettes indsats som blogger i LMS har været uvurderlig for LMS og ikke mindst for alle jer der trofast har fulgt med og kommenteret på hendes indlæg.
Anne-Mette har været hudløs ærlig, reflekteret og omsorgsfuld i sine indlæg og sine kommentarer. Vi har været taknemmelige for din indsats, og for at give os et indblik i dine tanker og oplevelse af verden. Og vi ønsker dig alt godt fremover, og vi håber, at vi må følge med i din færden.

Til alle jer derude vil der komme en ny blogger på denne side i det nye år. Indtil da er i velkomne på selvværdsbloggen eller i vores andre tilbud.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Mange hilsner fra LMS

Vi har alle vores at kæmpe med gennem livet, og det er sjældent vi føler det hele bare kører på skinner. Jeg tror vores syn på vores egen tilværelse er som en mangekantet kasse, og der er altid en front der vender mod os selv, som er det problem der føles mest aktuelt og invaliderende. Når vi arbejder med det og måske endda formår at få drejet den så den ikke kigger os direkte ind i øjnene, vil der blot være en ny front. Bekymringer og problematikker, frustrationer og tårer er en del af livet. Al den modgang vi møder er en del af det der gør os stærkere. Modgangen kræver at blive hørt og kræver at vi forholder os til vore liv, at vi tager stilling og ikke mindst tager valg. Valg om hvad der må fylde, og hvad vi vil finde os i og acceptere og hvad vi er nødt til at bekæmpe og forandre. Det er en stor proces og nogle dage vågner vi op med ny krigerisk energi til at tage kampen op mod vore egne skyggesider og livets udfordringer, og andre dage har vi egentlig bare lyst til at gemme os væk under dynen og inderligt håbe på, at når vi tør gå udenfor, så er det hele blevet bedre.

Jeg tror på valg. Jeg tror på at vi ikke selv automatisk vælger hvad vi udsættes for gennem livet, men vi vælger selv hvordan vi vil håndtere det. Vi vælger ikke selv hvad vi føler omkring det, men vi kan arbejde med det, snakke om det, åbne op og forsøge. I det mindste forsøge.

Al smerte, al sorg og alle tårer kommer i min optik, af en enkelt simpelt ting – som vi ofte glemmer når livet flår og hiver i os og følelserne kradser os til blods og vores tanker om og selv overdøver vores nærmestes kærlighed til os – Det kommer af glæde ved livet og det kommer af håb. Håbet om en ny imorgen. Håbet om at smile igen. Og en vis mand fortalte mig engang, at selv den mørkeste dag, varer kun 24 timer…Og han havde ret.

Man siger at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg tror de havde ret. Jeg tror på at modgangen, udfordringerne skaber os, gør os interessante og blir en del af vores eventyr – vores opdagelsesrejse. Og jeg er sikker på at det på et tidspunkt giver mening. Men det kræver at vi tør. At vi tør tage valg og stå ved dem -at vi tør kigge os selv i øjnene og sige – ‘Jeg fulgte mit hjerte og måske det ikke bliver helt som det plejer, men alt forandrer sig. Og jeg vil aldrig fortryde at jeg turde leve- at jeg turde vælge livet til og frygten fra’.

Dette bliver mit sidste blogindlæg – netop fordi alting forandrer sig. Og trods jeg fortsat har mine egne skyggesider – så er jeg klar til et ny kapitel i mit liv, hvor jeg giver slip på nogle ting og vælger andre ting til – mest af alt kærligheden til mig selv.

Tak for alle Jer som har fulgt med, enten blot ved at læse og mærke og nikke genkendende til mine ord og tanker, og til jer, der har turdet dele jeres rejse med os andre. Det er stort og viser et smukt, ægte og krigerisk mod.

Livet er kort. Og vi er egentlig blot funklende, smukke og magiske ildfluer i natten. Vore liv lyser ganske kort op og så er vi væk. Vi er her så kort og intensivt. Så hvrofor ikke leve livet fulgt ud, mens vi er her? Ikke undgå smerten eller slå os selv i hovedet, men lev livet med alle dens sider. Smag på hele regnbuen. Møde vores frygt og se livet i øjnene?

Tak til Jer Alle

Bedste hilsner
Anne-Mette

Hvad er det der gøre selvskadende handlinger, om det er direkte via eks. at skære i sig selv eller at slå sig selv eller om det er gennem en spiseforstyrrelse, hvad er det så der gør det så svært at snakke om? Hvad er det for en tabuisering der sker i vores samfund? Er det fordi vi kun må vise verden de ‘pæne’ sider og kun vise os fra vores allerbedste side? Det ser tilsyneladende ikke ud til at unge eller voksne for den sags skyld har problemer med at drikke sig hamrende stive og hæmningsløse i weekenden, hvor de som oftest sjældent viser sig fra deres bedste eller mest flatterende sider, men dette er der ikke noget problem i? Det er ok. Til trods for at det egentlig kan gøre lige så stor fysisk skade – men af den eller anden grund er det med til at gøre man er ‘in’, at man deltager i det sociale liv og er socialt acceptabelt.
Men hvad er det der gør det psykiske så tabuiseret?
Somme tider kan jeg føle at folk har en sådan berøringsangst at de, så snart de hører noget der tilnærmelsesvist lægger sig side om side med et begreb som en psykisk lidelse, så tænker de straks i ekstremer, nærmest som syge i gamle dage nærmest med det samme blev stemplet som spedalske.
Men hvad er det for et værdisæt vi lever med og under, og er betinget af og må handle ud fra?
Og måske endnu vigtige, hvordan kan vi ændre det?
Jeg tror på at det kan snakkes væk.

Folk kan se mig – som jeg er og ser ud lige nu. Og så kan de vælge to ting:

1. At se en ung kvinde der har spildt sit liv på at ødelægge sig selv, af mangel på bedre strategier. En der altid vil være psykisk syg og uforståelig, fordi det er helt forskruet og unormalt at være tynd og alligevel føle sig som en hval, at tro at hvis bare man taber et par kg. så bliver man lykkelig. Fordi det er så absurd at tænke på at det menneske fandt mening i at skade sig selv, som den eneste forløsning for følelserne. Et menneske der ikke bare kunne ‘tage sig sammen’. Du kan se en kvinde der altid vil forfølges af sin fortid og som altid vil være ‘farlig’ at indgå i en relation til fordi hendes handlemønstre har været så underlige og uforståelige at hun altid vil føles som skrøbelig, revnet porcelæn i hænderne, og som altid vil være en tikkende bombe. Du kan vælge at se de kampe jeg har måttet kæmpe – og undlade at se hvor mange gange jeg har undladt at give op – du kan glemme at se alle de gange jeg har rejst mig. Og du kan se mine mange selvmordsforsøg som et stempel på at jeg aldrig bliver ligeså normal som dig…At jeg altid vil være skæv, sart og ‘farlig’…

Eller du kan vælge,

2. At se et menneske der har kæmpet mange kampe i livet og gået en mindre befærdet vej. Haft det svært. Lidt. Og ikke haft de samme strategier til at håndtere sine følelser. Men også et menneske med enorm styrke, enorm empati og et indre, rigt følelsesliv. Et menneske i kød og blod, med alt hvad det indeholder af gode og dårlige sider. Svagheder og styrker, men et menneske der, måske aldrig kan defineres som 100% rask, for vi har alle vore ting at arbejde med. Men der foran dig, står et mennesker, der tør. Der tør lære sig selv at kende, på godt og ondt. Der har været i de mørkeste kroge og ved de højeste afgrunde, men som også ser magien i livet – betydningen af kærlighed og ved at nøglen ligger i at ens kærlighedsbeholder er fyldt. En der ikke nøjes. Et menneske der tør stå ved sin fortid, have den med som erfaringsgrundlag og bevidst vælge at snakke om den, for at hjælpe andre der føler sig alene, og bevidst vælge ikke at lade fortiden styre fremtiden. En der tør møde sin frygt og se livet i øjnene.

Hvad vælger du at se? Og hvordan ønsker du selv at blive set?

Jeg vil gerne dele en af de sværeste erkendelser i mit liv..som jeg egentlig ville ønske ingen af jer kunne nikke genkendende til, men som nok alligevel også er en del af det I kæmper med. Jeg vil søge at sætte ord på noget rigtig svært, men vigtigt, for at turde se livet i øjnene og lære at passe på os selv.

Vi forestiller os ofte at de som udvikler en spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd eller andre måder hvorpå de skader sig selv, i forsøget på at bevare sig selv, overleve og rumme alle de svære følelser, har oplevet noget virkelig slemt i livet. At de er blevet voldtaget, været ofre for incest, været ofte for vold eller haft forældre der har levet et liv, hengivet til et misbrug. Vi forestiller os ofte at de kommer fra helt skæve hjem, hvor man ville have reddet den lille pige eller dreng, hvis bare de sociale myndigheder havde set det.
Men er det altid sandheden? Er det ikke et spørgsmål om relativitet? Gør det at nogen grunde og årsagssammenhænge er mere ‘forståelige’, mere ‘gyldige’ eller ‘acceptable’ end andre? Det mener jeg bestemt ikke! Jeg forsøger ikke at neglicere de problemer og voldsomme familiedynamikker der kan være. Men somme tider, kan de allermest smertefulde oplevelser i livet, tale med et næsten gennemsigtigt sprog. Blot synes som en metaforisk hvisken, men som skaber ligeså mange ar på sjælen, som de udadtil selvindlysende. Det her er en af dem:

Jeg har brugt mange år på at føle en enormt stor skam, der åd mig op i en indre kamp mod mig selv, fordi jeg er vokset op i en kernefamilie. En ‘kernefamilie’ i et stille parcelhuskvarter, hvor der ikke var kriminalitet eller fartdjævle på vores vej. Der var ingen ‘farlige’ mennesker i nærheden. Jeg har aldrig frosset, gået sulten i seng eller manglet en cykel eller vinterstøvler. Jeg har fået at vide jeg er elsket og jeg har altid sagt, tro mod mine forældres egne udsagn ‘Vores børn har aldrig manglet noget!’.
Men det gjorde jeg…Og det har været stort og rigtig rigtig svært for mig at erkende.
Men det er min sandhed.

Jeg har alt for mange gange følt den ultimative smerte som et lille barn, en skolepige eller en ung begyndende kvinde eller en voksen og moden kvinde på snart 30 år kan føle: Jeg har følt mig forladt.

Følelsesmæssigt er jeg blevet forladt så mange gange, at jeg knapt tør have noget menneske tæt på mig i livet – for når jeg mærker den smukkeste nærhed i livet, mærker jeg giver slip på armene over kors der er der 24/7 for at beskytte mig selv, når jeg tør sænke paraderne og give mig hen…så sker det…så kommer frygten…Den frygt der har været så tæt på at slå mig ihjel. Frygten for at blive forladt. Og nej, ikke frygten for OM jeg bliver forladt, men frygten for HVORNÅR. Og for at ‘skåne’/'beskytte’ mig selv, har mit eneste våben været – at skubbe det menneske væk, før det sker -i et falskt men ærligt håb om, at så bliver jeg ikke lige så såret.

Mine forældre startede det…Ved ikke at rumme mig følelsesmæssigt. Jeg kan undskylde det med at jeg nok også bare var ‘for sensitiv’ og ‘for sart’. Men det tror jeg ikke der er nogen børn der er. Jeg tror ikke på at noget barn ønsker at føle sig forladt, føle at det som det føler, ikke er tilladt. Jeg måtte ikke være ked af det, og hvis jeg var, burde det forsvinde når jeg fik et kram af mine forældre, sammen med et klap på ryggen efter et kort kram og ‘så…så er det godt igen. Ikke græde mere. Kom nu går vi ind til de andre igen’. Jeg måtte ikke selv vælge hvornår krammet var ‘færdigt’. Og så blev jeg forkert…Og hvis jeg stadig var ked af det, måtte jeg klare resten selv…for maden skulle laves, spises, ryddes op el. lign. Hverdagen gik jo videre selvom jeg ikke var klar til det…

At alt jeg har været igennem i mit liv – så er det her den største kamel at sluge…at turde se den forladte lille pige indeni mig i øjnene…sætte mig ned på sengekanten ved siden af hende…og lade hende græde til hun er klar til at verden går videre…

Jeg har holdt foredrag og fortalt min meget ærlige og personlige historie om det selvdestruktive liv jeg har levet, særligt gennem bulimi og selvskadende handlinger. Det er en historie der rammer mange og som kan få selv den vildeste spradebasse i et klasselokale til at sidde stille og bare lytte til mine ord om et liv med lavt selvværd og et fundament i livet der siger at uanset hvad jeg gør, hvad jeg formår og hvem jeg er, så er jeg i min grundvold forkert. Det er blevet en historie jeg på mange måder kan fortælle idag, uden selv at lade mig rive med følelsesmæssigt. Det er først når jeg bliver stillet spørgsmål, udover min egen dagsorden, når der blir spurgt ind til nye side som jeg pludselig selv får kastet lys over og som jeg måske ikke har tænkt over, måske endda fortrængt.

Men det bliver aldrig let for mig at tale om mine selvmordsforsøg. Det er det sværeste, mest private, mest inderlige og mest skamfulde jeg har af skeletter. Måske er det fordi jeg med alle mine rationaler og mit intellekt ved at det er forkert, måske er det fordi det føles som det ultimative symbol på at jeg, trods mine egne forsvar, ikke har haft kontrollen alligevel, men at den tværtimod har hersket over mig. Måske er det skammen over at have forsøgt så mange gange, eller måske er det fordi jeg i mine egne høje præstationsforventninger føler det er mit livs gentagne nederlag – at det aldrig er lykkedes, men kun har været standset ved forsøget.

Men fordi det er svært, fordi det er sindssygt grænseoverskridende for mig at snakke om, og gerne noget jeg kun tilegner en enkelt bisætning eller to under mine foredrag, og især fordi det føles så sygeliggørende, stigmatiserende og skamfuldt – så er det så vigtigt at turde snakke om.

For at kunne gøre en forskel.
Men at snakke om mine selvmordsforsøg – er det allerfarligste sted.

Har I haft tanker om eller måske endda handlet på tanker om at tage jeres eget liv? og hvorfor?

I december 2011 var jeg med i et radioprogram på DR’s Tværs, med radiovært Emil Nørlund.
Det var et program med fokus på selvmord og blev et godt program hvor der blev sat ord på nogle tabuiserede emner, som er fyldt med skam, stigmatisering og ikke mindst følelser.

På mandag er det d.10 september og Verdensdag for selvmordsforebyggelse og i forbindelse med netop dette har radioværten som interviewede mig vundet Werther prisen, som er en stor journalistpris. Det er super flot og jeg synes det er rigtig vigtigt ifht. at sætte noget så skjult og hemmeligt på dagsordenen – og forhåbentlig er det med til at gøre en forskel.

Du kan læse pressemeddelelsen her:

http://www.presswire.dk/default.asp?o=1&pid=62803

Jeg læste en artikel omkring selvskadende handlinger, hvor fokus bl.a. var på at drenge i lige så høj grad som piger, skader sig selv – dog mere diskret og vedholdende. I artiklen udtaler Bo Møhl, fra Rigshospitalet, at der i en nær fremtid vil komme en egentlig diagnose på selvskade. Det vil altså sige at selvskadende handlinger vil komme på en officiel diagnoseliste, og formentligt tiltænkt som at der heraf vil komme forbedringer ifht. den behandlingsmæssige indsats.
Hvad tænker I om det? Er det et positivt træk fra sundhedssystemets side, at der nu kommer en decideret diagnose der omfatter specifikt selvskadende handlinger? Tror I det vil gøre en forskel?

Jeg kan på den ene side godt tænke at det kan være en del af aftabuiseringen at man får sat ord på ‘elefanten i rummet’, som alt for ofte blot bliver negliceret og tilegnet et symptom på en anden psykisk lidelse, såsom spiseforstyrrelse, borderline mm. Jeg tror på den måde at det kan være et positivt og fremmende træk. Og det vil skabe nye muligheder ifht. måske mere konkret behandling. Men jeg er i tvivl om det vil gøre en forskel for den enkelte som skader sig selv?
Vil det have en betydning for dig, og i så fald hvilken?

OL ruller over skærmen.
Folk samles om deres passioner, alle i sportens tegn og ol-deltagerne forsøger at præstere bedst muligt og nogle når stjernerne.
Stemningen ulmer af spænding,nervøsitet, forventninger og drømme.

OL deltagerne har guldet som mål, som gulerod. Nogle er taknemmelige for sølv og andre føler de taber førstepladsen.

Men alle træder de ind på banen, gruset, græsset med håb og drømme – store drømme.

Hvad er jeres drømme?

Uanset om det er en uddannelse, et rejsemål eller et selvudviklende mål. Hvad drømmer du om?

Jeg arbejdede med blandt andet netop dette spørgsmål i mit speciale, og uanset videnskabelige teorier og undersøgelser, tror jeg ikke nødvendigvis der er et enkelt svar…
Ofte bliver det gjort op til at det primært er unge, og piger, i starten af teenager-årene, der skader sig selv og handler selvskadende.
Jeg har dog selv erfaret, som tilknyttet LMS, at de selvskadende mønstre går på tværs af både køn og alder.
Er i enige eller mener i det er en ganske særlig og konkret afgrænset gruppe?

Hvornår startede du?

Følelser er vist det mest grundlæggende i vores liv. Tanker og handler er noget vi udvikler evnen til, men følelser fødes vi med – men til trods for at det måske er den bedst integrerede del af os synes det er at være noget af det sværeste at forstå – og ikke mindst at sætte ord på.

Jeg begynder mere og mere, i en alder af 29 at indse at så mange af de problemer jeg er blevet stillet overfor i mit liv hænger sammen med at jeg forsøger at slippe for negative følelser, vrede, ked af det-hed, skamfuldhed mm. Jeg har vel egentlig lært det som barn, eller er blevet forsøgt at læres det af mine forældre. Og så har jeg siden da, ligesom de selv nok har gjort det, forsøgt at tilpasse mig og leve sådan at de negative følelser ikke err blevet udløst.

Jeg måtte ikke være ked af det – for så blev mine forældre kede af det. Hvis jeg var ked af det så var jeg derfor ikke god nok. Så var jeg forkert og værdløs – og sådan føles det egentlig stadig idag. Problemet er, at det at være ked af det, er et signal – og positivt i den forstand at den følelser viser mig, at jeg skal ændre de forhold, der gør mig ked af det. Og sikke en opgave!

Problemet når man efter mange års træning får ‘succes’ med at undgå de ‘grimme’ følelser – så er de der jo stadig – men situationer hvor den følelse opstår – føles forfærdelig for mig. Det hele bliver sort/hvid og jeg kan ikke se gråtonerne eller se at det bare er et tegn til at jeg skal skifte retning. Og det er et problem i kærligheden.

Når jeg bliver ked af det i et forhold – mærker jeg uro og vil gøre alt for at flygte fra den følelse og skubber derfor min partner væk – til stor frustration og vrede og bidrager kun til min egen automatisk indrettede cirkelslutning: Jeg er værdiløs og ikke god nok!

Faktum er dog at de nære relationer ALTID skaber både positive og negative følelser. Kærlighedens grundlæggende præmis er, at det giver os den smukkeste og mest lidenskabelige og altoverskyggende nydelse og lykke, men undertiden også en del smerte og frustration – og vi kan ikke få det ene uden det andet!

En måde at undgår de negative følelser på er derfor enten at undgå enhver tæt relation – eller at flygte ud i et misbrug af en art. Det kan være alkohol, arbejdsnarkomani, træningsnarkomani, sexafhængighed eller madmisbrug. Jeg valgte maden…og til tider er det stadig det jeg gør.
Eller træning…

Begge dele er dog måder jeg flygter fra følelserne, tankemyldret.
Min opgave er at lytte til mine følelser – blive i dem istedet for at benægte dem og mest af alt – sige dem højt.
For sjovt nok hiver og flår de slet ikke i mig på samme måde når jeg lytter til dem.

Er der nogen herinde der kender dette?